Inverness til København (Nordsøen)

Der tager faktisk ret lang tid inden man for alvor er “i Nordsøen”, men der er også over 85 sømil fra Inverness tli den østligste engelske landkyst.

Vejrudsigterne viste vind omkring 7 m/s de næste 3 døgn fra ØSØ drejende til SØ og sidst i perioden ville vinden lægge sig til ingenting, så her skulle der påregnes mange timers motorsejlads. Den direkte rute til Skagen er ret præcis 90 grader øst. Drømmen om at flyve hjem på vestenvind var umulig.

Ruteberegningen viste, at det ville være en fordel at slå en nordlig bue og gå foran for tværs mod Norge. Det ville betyde at vi var tæt på Norges kyst når vinden lagde sig. På billedet nedenfor, kan man se vores waypoints indlagt med 5 timers invervaller. Vores position er her meget tæt på Inverness og kurslinien NØ-lig. Den plan holdt hele vejen til Skagen.

Vores tyske venner fulgte med ud gennem slusen i Inverness, så vi nåede at afstemme vores planer og forventede ruter. De skulle mere sydover mod Hamborg, og overvejede at sejle mod Limfjorden. Vi skulle tanke først, og deres dybgang muliggjorde en kortere rute ud af Inverness, så de nåede langt ud af bugten før os.

De første mange timer var vi alle “på vagt”, men ud på aftenen overgik vi til det planlagte 2-personers rullende vagt: man styrer 2 timer, derefter er man bagvagt i 2 timer, hvor man trimer sejl, holde øje med rorsmanden, holde øje med kurs og spise. Dernæst fri i 4 timer (hvor man gerne kravler i soveposen). Nu var temperaturen nede på normal april niveau, så man havde alt tøj på, og alligevel var det koldt.

Boreplatform i Nordsøen

Sådan gik de næste mange timer uden at se ret meget.

En gang imellem dukkede en borerig op, og man kunne på lang afstand se luftforureningen omkring den. Det er en overaaskende beskidt affære at bore efter olie, og herude kan man i sandhed se osen.

Heldigvis fik vi også smukkere naturoplevelser som solned- og opgange.

Som skrevet tidligere, havde vi jo provianteret godt til, men madholdet havde ikke indregnet at båden ville gynge så meget som den gjorde i bølgerne. 36.7’eren har naturligvis et ophængt komfur, men det var ikke krængning der var problemet, men derimod de langsrækkede bevægelser, hvor bølgerne huggede lidt. Vi ville ikke risikere skoldningsulykker eller almindelig svineri for den sags skyld, så en del af de varme retter måtte konverteres til sandwich’es. Først tæt på Norge var der stabilt nok til at koge vand og pasta, som så også blev spist med stor lyst.

Dagene gik mærkelig hurtigt, eller rettere man gik i en arbejdstilstand, hvor man bare gjorde det der skulle gøres pr automatik. Jeg har vundet vagterne 22-02, 06-10 og 14-18. De er ikke særligt svære, når man for sovet mellem 02-06. Efter nogle dage havde jeg ikke brug for mange timers søvn udover de 4 om natten.

Efter 3 dage kom Norges sneklædte fjelde til syne. Gråvejret var væk, skyerne lettede – smukt syn. Med opklaringen fulgte også vindstille, og så måtte Yanmar 30’eren igang. Indtil nu havde den kun leveret strøm til forbrug. Vandet blev efterhånden spejlblankt og det var muligt at ligge i læ i cockpittet og tage en god morfar i solen. Vi tillod os endda at knappe lidt medbragt skotsk øl op i det rolige vejr.

På kortet nedenfor kan man se den sejlede rute som den blev registreret med vores Garmin InReach enhed. Den løb tør for batteri syd for Norge som forklarer hullet i linien, men vi tog rent faktisk et knæk skarpt sydpå netop her.

Rundingen af Sydnorge gik nord for en temmelig travl trafikrute i nattemørke. Vi lå tættere på kysten end ruten og havde dermed den østgående trafik imod og tættest på. Det var ikke optimalt. Lidt længere inde mod kysten lå en langsommere sejlende coaster, som vi lige så stille overhalede og dermed lå mellem den og trafikruten. Pludselig tog den et skarpt drej ud mod os og bagom, og tændte den store projektør rettet lige mod os. Vi havde skam al behørig belysning, men vores pandelamper med rødt lys forvirrede åbenbart den norske kaptajn, og det lod han os også forstå over VHF’en. Vi følte sådan set ikke, at der var fare på fære overhovedet, men efter 3 modgående skibe der alle tændte projektører mod os besluttede vi at knække skarpt til styrbord for at gå sydover og krydse ruten. Det var lige her trackeren faldt ud.

Vi forsatte til den lyse morgen mod Skagen, og op ad formiddagen kom der lidt mere vind denne gang fra øst (som det skulle), og så blev der pakket en spiler ud. Det var skønt at følge kystens hvide sandklitter på afstand og vi hyggede os fantastisk med alle mand på dæk. Skagens fyr var i syne. Vi kunne godt se, at spileren måtte ned efter Grenen, men vi holdt den så længe vi kunne, og gav turisterne derinde en lille opvisning i en perfekt førstegangs-nedtagning. Det var vi ret tilfredse med. Den var lidt i 15 d. 21. april og dermed 3½ dage siden vi forlod Inverness.

Vi havde brugt mere diesel end forventet, så det var nødvendigt at gå ind i Skagen havn og tanke. Vi manglede også vand. Begge dele blev bunkret, og så forlod vi Skagen igen. Det var dog ikke uden en drøftelse af om ikke det var i orden at tage en pølse på havnen, men vi var bagud på tidsplanen og den pølse ville nemt koste 1 time. Hav trak mere.

Vinden døde igen ved Læsø, så vi endnu engang over på motordrift. Det blev nat igen, og denne gang fik vi en ægte blodmåne at se. Den næste morgen og formiddag fortsatte det for motor øst om Anholt og fik regelmæssigt “fly by’s” af små trækfugle på vej til yngepladser i Sverige. De ligger ret tæt på vandet, og slår nogle gange med vingerne og stiger. Holder pause og svæver ned igang. Sådan gik det op og ned hele vejen. Åbenbart den mest økonomiske flyveteknik.

Vi fulgte D-rutens vestligste side mod Sjælland. Ca ud for Kullen, men dog 12 nm vest for står en midfarvandsmærke, hvor ruten drejer 45 grader mod øst. Netop her kunne vi igen sætte et sejl. Vi fulgte dog ikke D-ruten, men ville tættere på Sjælland først.

Nogle timer senere kunne vi så kalde de berømte ord “Kronborg om styrbord”. Vi har passeret Kronborg mange mange i de 18 år vi har haft båd, men det det er nu noget ganske særligt at gøre det efter en lang rejse.

Kronborg om styrbord

Vi åbnede en flaske bobler. Skålede og takkede hinanden og båden for en god sejlads. Netop her foretog vi også en behørig omdøbning af Wildfire til Grand Délicé som hun skal hedde fra nu af. Jeg elsker navnets dobbelthed.

I stedet for at tage den stik syd efter Kronborg som er den direkte vej til København, fulgte vi kysten ind til en fly by af havnen i Snekkersten hvor Peters familie var taget ned for at se os. Det burde vi også have gjort i Rungsted, hvis jeg havde vist at min far havde taget opstilling på molen dér. Anløbet i Svanemøllen blev også fotograferet af Jørns famile.

Anløb i Svanemøllehavnen

Det var så det – rent transportturmæssigt. En enestående fantastisk tur. Det havde selvfølgelig været sjovere med vestenvind i Nordsøen, men de oplevelser vi fik i det Skotske højland slår det.

Overvejer du at købe båd i udlandet, så køb endelig en der giver mulighed for at tur som denne. Vi har absolut ikke fortrudt, at vi droppede idéen om at købe i Middelhavet og sætte den på lastbil hjem. Vi har sågar talt om at købe en båd mere, tage turen igen, og sælge båden med det samme.