Oban til Corpach

Man fik også forenemmelsen dagen før til Oban, at man bevæger sig dybere og dybere ind i højlandet, og det forstærkes når man går videre ind til Fort William.

Farvandet kan godt minde lidt som den svenske skærgård, men forestil dig at landskabet mere minder om Færøernes grønne klippeøer. Dog med huse der er betydeligt flottere at se på. Mange bygget i ren sten.

Det er også meget speciel at sejle ind i fjorden med stejle og høje bjergsider. Vindforholdene er selvfølgelig uforudsigelige og turbolente. På vejen ind skal man igennem en smal passage ved Corran. Her skal man have medstrøm eller slack water, for indsnævringen får tidevandet til at accellerere meget. Vi havde planlagt passege lidt efter slack så det gav et par knobs ekstra fart, men man kan nemt få 4-5 knob strøm.

Corran fyrhus

Sidst på eftermiddagen begyndte Fort William at dukke op forude. Man kan ikke se indsejlingen til Corpach endnu, men kanalmyndighederne vil gerne, at man kalder over radioen ca 30 minutter før ankomst. Vi ville meget gerne ind bag the Corpach Sealock, for så kunne vi ligge lige inden for i første basin. natten over. Efter 3 gentagelser svarede de endelig, og de bad om bådens længde, højde, bredde og antal besætningsmedlemmer. Det fik de, og vi var velkommen.

Netop på dette sted får man et virkelig godt kig op til Ben Nevis bjerget på 2.300 m.o.h. og sne på toppen.

Da vi nærmede os slusen var den klar og åben, så vi kunne sejle lige ind. Et lille vindstød, en manglende fender og et utrænet crew betød at vi fik afleveret lidt gelcoat på stenvæggen – desværre. Men så var båden da også indviet. Søslusen er kun ét kammer og den er ikke særlig høj, så det gik hurtigt med at blive hejst den første meter op i The Caledonian Canal.

Skipper måtte lige en tur på ad stigen i slusekammeret for at komme ind på kontoreret og betale de 232 pund det koster at sejle igennen.

Vi var ret “sultne” på at opleve lidt mere lokal Skotland, og havde allerede udset os The Lochy få minutters gang væk. Efter nogle dage til søs trængte vi til serveret mad og rigelige mængder Guinness. Stedet oser af hygge med billeder af lokalområdet på væggene, lurvede røde gulvtæpper og træpaneler med balustre. Havde den ikke ligget netop her i Scotland, var det hele nok ret corny.

Ben Nevis 10 års er ingen “stor årgang”

Efter maden bestilte vi en dram af den lokale MacDonalds Ben Nevis whiskey. Den var ikke imponerende. Vi havde heldigvis lidt Glengoyne ombord til at skylle efter med inden det blev sengetid.