Pinsetur 2019 i Torekov

Den traditionsrige Pinsetur blev årets første hjemlige tursejlads efter hjemturen fra Scotland.

Når vi lægger ruten nordover plejer det at involvere Rungsted havn fredag aften. Således også i år, men med et lidt tyndt udvalg i fadøl-afdelingerne på den kendte havnepromenade. Så hellere en medbragt Mojito og is.

Målet i år var Torekov fordi der i den uge var maduge på Bjärehalvøen. Vi havde derfor forbestilt bord på Hannkrogen (originalt navn). På vejen op blev der mulighed for en god spilersejlads i 8 m/s i eigtig godt vejr.

Det var ikke helt problemfrit at anløbe Torekov. Ifølge havnelodsen skal der være 2,5 meter vand langs molehovedet, men Grand Delice kom kun halvt ind før den dybe 2,2 m. køl gik på bunden. Heldigvis blev vi prajet af en lokalsejler om at ligge på østsiden af færgemolen. Her var der også mere læ fra den varslede 12-13 m/s der bar ventet ud på aftenen og søndag.

Middagen på Hamnkrogen var formidabel. Sildemad til forret, helleflynder på hovedret og et eller andet til dessert som ikke skilte sig synderligt ud. Det var ikke meget liv på havnen i blæsten. Det blev til et par drinks efter middagen og lidt flere i båden bagefter. Særligt whiskeyen med det finurlige navn Knockando gjorde godt.

Søndagen blev for første gang nogensinde i pinseturenes historie brugt på en overliggerdag. Turen skulle være gået til Gilleleje, men 12-13 m/s i præcis den retning indbød ikke rigtig til det.

I stedet slappede vi af og fik ordnet småting som at sætte det nye bådnavn på. Wildfire var allerede behørigt champagne-døbt til Grand Délice, da vi fik Kronborg om styrbord 2. påskedag efter hjemturen fra Scotland. Aftenens middag blev grillet på Torekov meget fine granit-grill, hvor man står med udsigt til Hallands Väderö. Vinden var begyndt at aftage. Heldet med hjemmepisket bearnaise-sauce var også aftaget, så vi fik mest noget der lignede smørsovs med esdragon-smag ud af det. God rødvin og god stemning fik det dog til at glide ned.

Mandag morgen stod vi lidt tidligt op og stævnede mod Svanemøllen. Det startede ud i ret stille vejr med motoren tændt. Lidt efter Kullen kunne vi sætte sejlene, og følge den planlage ruten gik ned langs den svenske kyst. Efter Helsingborg tvang en byge-sky os til at rulle genuaen lidt ind – det var en fin halvvindssejlads ned forbi Vens østside.

Tidligt på eftermiddagen anløb Grand Délice Svanemøllehavnen. Og lige så traditionsrigt sagde vi farvel til hinanden med et:

"Det var en god tur - lad os gøre det igen næste år."