Hvad man mon prioriterer i 2015?

Udover træningssejladser i Svanemøllen hver onsdag, kommer vi på et tidspunkt til at skulle beslutte hvad der skal sejles efter i 2015. Der er flere mulige events som er til overvejelse, men ikke alle kommer på planen.

29. 5 Palby Fyn Cup:
Den ene af skipperne vil rigtig gerne prøve denne (for første gang). Hænger i tynd tråd fordi transportsejladsen kræver for mange dage, og de dage vil formentlig komme til fordel for en tur til Tjörn. Det ville ellers være en rigtig god tur for en fuldt bemandet båd.

13.6.: Amager Cup
Endagssejlads på Øresund

25.6. til 26.6.: Sjælland Rundt
Den er på plads – minimum som doublehand. Det er en del år siden vi sidst have taget den lange tur rundt om Sjælland. Denne gang som doublehand.

15.8.: Tjörn Runt
Efter 2 gode ture til den svenske Skærgård er det svært ikke at overveje denne tur igen. Det er utroligt godt organiseret af Stennungsund Segelselskab. 400 både, fantastisk stemning, spændende distancesejlads. Måske er distancen nok lidt kort (34-35 nm) til en transport på over 100 nm, som koster mindst 2 dage hver vej.

30.8.: SKK 2-star
En lille quickie på 2-4 timers doublehand i Øresund arrangeret af Kvindelig Sejlklub

18.9.: SilverRudder Challenge
Verdens største singlehand kapsejlads rundt om Fyn. Svendborg Sejlsklub og Bådnyt har virkelig vist, hvordan man skaber vækst inden for kapsejlads.  I 2012 var det 15 både, i 2013 deltog knap 100 både, 2014 var der 180 både og i ’15 øges antallet til 300.  Spændende at se om de kan fyldes ud alle sammen. Der er en fantastisk stemning på havnen og blandt sejlerne, og det er meget socialt. Det skyldes jo nok at man er alene afsted, og ikke bare har nok i at være sammen med sin egen besætning, så folk opsøger hinanden og får en snak om alt muligt. Gennemført i 2013 på 36 timer og udgået i 2014 pga vindmangel, og om det skal blive en 3. gang skal afgøres af om Delice’s besætning hellere vil sejle ØRC som ligger samtidig.

19.9.: ØRC
En “kap”-sejlads med næsten lige så stor vækst som Silverrudder, som i det store hele bare handler om at komme fra Hellerup til Malmø på den sjoveste måde og deltage i den store sejlerfest.

4.10.: Mumm Cup
Velbesøgt distancesejlads som mange beskriver som sæsonafslutning for kapsejlads. Som regel med deltagelse af flere Bannere. Et minus er at Vedbæk Sejlklub er frygtlig dårlig til at sikre en ordentlig afmærkning af den afsluttende chikane-bane., hvilket alle de gange vi har sejlet, har givet problemer med navigation og tvivl om alle nu rent faktisk sejlede banen korrekt.