Så er turen til Tjørn og Orust planlagt

Igen i år sejler vi Delice til til Tjörn for at deltage i Tjörn Rundt d. 16. august.

Sidste år sejlede vi 3 mand non-stop til Marstrand og videre til Stenungssund på 2 dage. I år bliver det anderledes.

Delice afgår fra Svanemøllen lørdag morgen med mig som soloskipper, og vil bruge den følgende uge på at sejle en omvej via Orust.

Det er planen at teste livet som ankerligger af. Det er jo særlig attraktivt som solosejler, da man slipper for fortøjnings-stresset i ukendt havn, hvilket ikke altid er lige let i sidevind.

image

Første stop er Hästholmen ved syd for Kungabacka ca. 100 sømil fra København. Her skulle være en fin ankerplads, og den svenske ”Kryssarklubben” har også udlagt en ankerbøj her. Spidsen ligger lidt yderligt, så man undgår at bruge for meget transporttid på at sejle ind i havn. Er det rigtig godt vejr og god fart fortsættes måske til Kungsö, hvor der også skulle være en god bugt til ankring

Næste stop er Skärhamn på Tjörn – det er en mulig havneanduvning i tilfælde af behovet opstår, men primært findes der en god ankerplads  lidt øst for Skärhamn.

Herefter passeres Orust mod uret rundt og næste stop er Gullholmen som skulle være et besøg værd, så her planlægges et havnebesøg. Måske trænger jeg også til lidt langstrøm og en bruser nu.

Herefter turen ruten naturligt nord om Orust med retning mod Bassholmen. Det er tæt sejlads i de til tider smalle passager. Bassholmen skulle være værd at gå i land på og beskrives andre steder som meget hyggelig. Det er ikke en egentlig marina, men der er dog liggepladser en bro. Vi får se.

Efter Bassholmen sejles et par timer til Hjältön på en ankerplads inden turen fredag går det sidste stykke rundt om Orust forbi indsejlingen til Uddevalla og sydover mod Stennungssund, hvortil resten af besætningen kører i bil og støder til fredag eftermiddag.

 Ruteplan

(med 5 knobs gennemsnitsfart/optimal halvvind med 5 m/s)

  • Svanemøllen – Hästholmen: 103 nm ~ 20 / 14 timer
  • –> Skärhamn: 42 nm ~ 8:30 / 6 timer
  • –> Gullholmen: 14nm ~ 2:45 timer
  • –>Bassholmen: 6 nm ~1:15 timer
  • –> Hjältö: 4,2 nm ~1 time
  • –> Stenungssund: 22,4 nm ~4:30 time