Gullholmen til Bassholmen

Dagen startede med en lille gåtur i Gullholmen snævre stræder. Der er ikke plads til biler på øen. Man går nærmest rundt mellem husene og tror man er på vej ind ad folks havegang, men de har ingen haver. Husene er presset ind overalt og imellem hinanden. Det er man nok nødt til at opleve for at vide hvad jeg taler om.
Turen op til Bassholmen tog blot et par timer. Igen med den gode gamle genua 2 og vinden inden agten fra. Man kommer til Bassholmen ad en meget small rende som man bare skal følge. Nu skifter landskabet karakter, og fra de rå forrevne klipper i den ydre Skærgård, begynder vi at se højere øer og mere vegetation.

image

Prøv lige at se denne fantastiske bådebro fra Bassholmen

Bassholmen har et gammelt bådeværft som stadig bruges af Bassholmens Allmögebåtars Forening til at restaurere gamle træbåde. Bygningerne huser også et museum der fortæller værftets historie. Jeg talte med en gammel gubbe, som fortalte at det kun var værftets ejer og formand der boede på Bassholmen i sin tid. De op mod 30 ansatte kom roende hertil i robåd. Utroligt man ikke bare lagde værftet tættere på storbyen. Stedet er åbenbart ret hip, for der er rutefart med turbåde fra Uddevalla, hvor besøgende kan komme forbi øen. (Så ved du det). Bassholmens iskiosk byder på kaffe med påtår for 20 kr så den tog jeg i solen sammen med en isvaffel med to kugler som klart afslørede at stedet lukker helt ned den 17. august og skal af med varelageret. Jeg har sjældent fået to kugler som store som disse.